Selvmord i Grønland: Det er ikke mørket, som dræber dig

Det første dødsfald skete om natten den 9. januar.

Det var en lørdag. Pele Kristiansen brugte formiddagen på at sidde hjemme og drikke øl med sin ældre bror, hvilket ikke var så udsædvanligt. Der var ikke meget arbejde i byen. Mange folk drak. Om eftermiddagen hørte de nogen, som bankede på døren og råbte.

"Isbjørn! Der er en isbjørn!"

På den frosne fjord nogle kilometer væk kunne de se isbjørnen. I Arktis er jagt — på bjørne, rensdyr, sæler og fugle — en vigtig del af inuitternes liv, også i dag.

Isbjørnen kom i retning af byen.

Pele og hans venner var lidt fulde og ret ophidsede. De tændte motoren på deres fiskerbåd og maste sig gennem grødisen i havnen i deres landsby, Tiniteqilaaq på Østgrønland, indtil de var så tæt på, som de kunne komme. De gik ud af båden, stod på isen og pegede deres rifler mod det enorme dyr.

Blandt inuitterne er det en virkelig stor ting at jage isbjørne. Bjørnene har kæmpestore territorier — det var meget sjældent rent faktisk at se en omkring Tiniteqilaaq. Og på grund af deres størrelse og vildskab er de ikke nemme at rå ram på. Man skal som regel være flere om det, så ifølge traditionen, er det de første fire personer, som skyder, der kan dele kødet og æren.

Den dag var det Pele, som skød isbjørnen.

Og han var så glad.

Den aften fejrede Pele det ved at gå ud og drikke.

Næste morgen var han død. Han havde begået selvmord. Han var 22.

Tretten dage senere i nabolandsbyen begik en 15-årig dreng ved navn Peter Pilanat selvmord i sine bedsteforældres hjem. Peter og Pele kendte ikke hinanden, ikke hvert tilfælde ikke godt, men de havde fælles venner. I et område med kun 3000 mennesker, er det næsten sikkert, at Peter kendte til Peles død.

To selvmord på under to uger. For folk i disse små byer føltes det som starten på noget dårligt, noget ubehageligt bekendt. Noget som var sket for mange gange i for mange byer i Grønland. En række selvmord, uforklarlige og tragiske, som hærgede den yngste generation i et land, som har den højeste selvmordsrate i verden.

Byen som forsvandt

Da Anda Poulsen var ung, følte han sig heldig. Han var født i en by med meget historie. Kangeq i Grønland var et sted, folk fortalte historier om. Det var kendt for sine stærke inuit-jægere og havde en god beliggenhed ved udmundingen af en fjord. Det var her de første skandinaviske missionærer slog sig ned, her de første grønlandske kunsterne havde malet, og her nogle af de sidste traditionelle inuitiske kajakjægere havde begivet sig ud mod det barske hav.

Kangeq var et sted, som fostrede store mænd. Anda var stolt.

Men Kangeq — som havde overlevet en tørke i middelalderen, en mindre istid efter middelalderen, vikingerne og missionærerne — stod over for en ny og ødelæggende trussel. Anda skulle ikke være jæger, som hans forfædre havde været, og det skulle vise sig at være sværere at overleve overgangen til det voksne liv, end han havde forestillet sig.

Grønland var en koloni under Danmark (det er stadig ikke helt uafhængigt). Efter 2. verdenskrig byggede Danmark videre på USA's infrastruktur fra krigen og besluttede at udvikle den lokale økonomi. Grønland var et perfekt sted til kommercielt fiskeri, og der kunne potentielt set tjenes mange penge på helleflynder og rejer. Den danske regering bragte handelskompagnier og trawlere til stedet.

På få år var det forbi med kajakker og berømte jægere, nu handlede det om motorbåde og fiskerettigheder. Tilstrømningen af penge og ny teknologi gjorde folk rigere, men det undergravede den traditionelle inuitiske økonomi i de små landsbyer, som var baseret på traditionel jagt og handel med kød og skind.

Som barn legede Anda i nærheden af de forladte kajakker langs kysten. "Træskeletter uden overtræk," husker han.

De nye motorbåde var kun begyndelsen. Det kommercielle fiskeri krævede fabrikker til behandling af fiskene. Og fabrikkerne havde brug for arbejdere. Kangeq var for lille til at have en rigtig fabrik — der boede kun omkring 150 mennesker i de gode tider. Da fiskefabrikkerne åbnede i hovedstaden, begyndte folk at forlade Kangeq for at finde arbejde og tage uddannelse.

I 1974 boede der kun 50 eller 60 mennesker i Kangeq. Og det var på det tidspunkt, at det hele begyndte at falde fra hinanden i Andas hjemby. Han var 14, da det skete. På det tidspunkt boede han i hovedstaden, Nuuk, hvor han og de andre børn fra Kangeq gik i skole.

"Jeg hørte, at Kangeq skulle lukkes," siger Anda. "Alle hørte det. Alle vidste det. Det var meget hårdt."

Kangeq var ved at blive slettet fra kortet. Den danske regering fjernede landsbyen fra listen over byer på Grønland. De lukkede butikken, slukkede for strømmen og flyttede præsten. Fra regeringens side var det en ren praktisk beslutning — det var svært at levere de basale ydelser som sundhedsklinikker og skoler til hver eneste lille landsby. Det ville være meget nemmere, hvis inuitterne flyttede til større byer, hvor infrastrukturen allerede var på plads.

Andas familie — hans mor, hans søstre, hans fætre — skulle pakke deres ting og sige farvel til deres orange-gule bræddehytte med udsigt over havet. Deres nye hjem i Nuuk ville være i en betonblok sammen med hundreder af andre familier fra masser af andre små landsbyer, som også var blevet lukket ned.

"Min mor, mine søstre og jeg boede alle sammen i en boligblok," siger Anda. Det var i et arbejderkvarter nær den voksende havn i Nuuk.

Lejlighedsblokkene var symboler på udviklingen, fortalte myndighederne dem. Luksuriøse eksempler på det moderne Grønland, med varme, strøm, kloakering og flisebelagte fortove uden for. Men Anda fortæller, at lejlighederne ikke føltes luksuriøse — de føltes fremmede og ensomme.

De asfalterede veje adskilte dem bare fra havet, var en barriere mod livet som jægere på havet, det liv de havde været afhængige af i tusinder af år.

Nogle prøvede at ignorere de nye omgivelser og leve, som de havde gjort før. Anda kan huske, mænd som jagtede sæler i Nuuks havn om eftermiddagen, ved siden af fragtskibene fra Royal Arctic Line og trak kødet tilbage til deres lejligheder på børnenes slæder.

"Det var et kultursammenstød," siger Anda. Og hvad der nok var endnu værre, så "var der fordomme mod folk fra landsbyerne. Man kunne mærke det, når de talte til én, i den måde de kiggede på én på."

Anda, som i dag er 56 år, vender sig mod vinduet på sit kontor i Nuuk. Hele sit liv har han undertrykt vreden og prøvet at fokusere på at finde løsninger. Men fortiden bringer smerte. Han knytter sin hånd og banker den i bordet.

"De mobbede os."

For Anda var der to valg. Han kunne blive ved med at være, det han var, en landsbydreng som talte grønlandsk og ikke passede ind, eller han kunne ændre sig og blive en dansktalende bydreng, ligesom de andre. Beskeden i skolen var klar: dansktalende var bedre end grønlandsktalende; det danske var smartere end det grønlandske. Landsbybørnene var mindre værd end bybørnene.

"Jeg var god til at integrere mig i min klasse." Han sukker. Han vidste, han var nødt til at lade dele af sig gamle jeg, fra Kangeq, bag sig. Eller i det mindste gemme det under et mere dansk ydre.

"Det var sådan, jeg overlevede." Han tvang sig selv til at tilpasse sig.

Men der var dem, som ikke kunne tilpasse sig.

En tabt generation

Det første dødsfald, Anda hørte om, kom kort tid efter Kangeq blev lukket ned. Det var en ung mand — kun 20 år gammel. Anda kendte hans forældre.

Kort tid efter det fandt en anden familie, som Anda kendte, deres teenagesøn død. Få år senere begik deres anden søn selvmord.

Fra dengang Anda var 14 år, til han gjorde gymnasiet færdigt, havde mindst 10 mennesker fra Kangeq begået selvmord. "Det var næsten alle de unge mænd." Han lægger en hånd på sit hjerte. "Meget få af os overlevede."

Detaljerne flyder sammen i hukommelsen til én lang sørgelig erindring om kroppe, som blev fundet, forældre som græd og stilfærdige begravelser, hvor ingen stillede det spørgsmål, som alle tænkte over.

Hvorfor?

Anda ville gerne vide, ikke bare hvorfor selvmordene skete, men hvorfor ingen talte om dem. Og hvorfor blev der ikke gjort noget for at forhindre dem? Hvem hjalp familiemedlemmerne, som stod tilbage? Den eneste hjælp for folk med selvmordstanker var en hjælpelinje til en kirke.

Anda læner sig tilbage i sin stol og vælger sine ord med omhu. "For mange mennesker var præsten ikke en person, de gerne ville tale med om deres problemer." Kirken er trods alt en forlænget arm af den danske regering.

Andas sorg ændrede sig til noget, som snarere mindede om en besættelse. Han gjorde gymnasiet færdigt, fik sit første barn. Han ville gerne hjælpe, men vidste stadig ikke hvordan. Han søgte ind på en uddannelse som familieterapeut, kom ind, og da han havde fået sin uddannelse, var han decideret vred. Det var uansvarligt, at Grønland ville lade en helt generation slå sig selv ihjel. Han var nødt til at gøre noget.

Der var et problem: Der var ikke nogle klare svar på nogle af Andas spørgsmål om, hvorfor folk slog sig selv ihjel, og hvordan man kunne forhindre det. Som alle indfødte folk rundt om i det arktiske område — og over hele verden — oplevede grønlænderne de dødelige eftervirkninger af en hurtig modernisering og en kulturel indblanding uden fortilfælde. De oprindelige folk i USA og Alaska (mange af dem har samme inuitiske rødder som grønlænderne) havde allerede set mange af deres samfund gå i opløsning under den samme slags pres.

I Grønland blev problemerne stadigt værre. Mellem 1970 og 1980 blev selvmordsraten firdoblet og blev syv gange større end i USA (den er stadig omkring seks gange større). Selvmordsraten var, og er stadig, så høj, at det ikke er nogen overdrivelse at sige, at alle i Grønland kender en, som har begået selvmord. Mange folk, jeg har talt med, har kæmpet med at forklare, hvordan det føles at bo et sted, hvor selvmord er så udbredt, og mange af dem beskrev det ubehageligt nok med det samme ord: normalt.

Jeg har hørt igen og igen, at selvmord på Grønland er normalt. Folk mener ikke, det er OK, men bare at det har været almindeligt så længe, at det næsten er uundgåeligt.

I 1985 var selvmord en mere udbredt dødsårsag end cancer. Det år tog mindst 50 mennesker livet af sig selv i Grønland. Den samlede befolkning var på kun 53.000. I USA ville det svare til at alle indbyggerne i en by som Lincoln, Nebraska — over 250.000 mennesker — tog livet af sig. Og at ingen tog sig af. Der blev ikke skrevet noget om det i aviserne.

På det tidspunkt var der næsten ingen, som studerede selvmord i Grønland. Der var nogle enkelte psykologer, men de var danske, så det var umuligt for inuitiske folk at få hjælp på deres eget sprog. I terapi betyder hvert eneste ord noget. Plus, stigmatiseringen omkring selvmord var så intens. Det var en skam. Det var så tabubelagt, at folk, som havde mistet børn, ikke engang snakkede med hinanden om det.

En ubeskrivelig handling

I foråret 1989 havde Atsa Schmidts søn været død i næsten et årti. Ujuanseeraq havde elsket at spille skuespil og at danse. Han drev en lille teatergruppe og gik på skole for at blive mekaniker. Han havde masser af venner. Men der var tegn på, at noget var galt. Han begyndte at fortælle sin mor, at han hele tiden var træt, at alt han gjorde føltes så hårdt.

Så en dag kom han ikke hjem til aftensmad. Næste dag fandt man ham død bagerst i teatret. Han var 21.

Lige efter det var sket, var hans selvmord noget. Atsa kun diskuterede med sin nærmeste familie. Det var en meget privat og meget smertelig del af hendes liv. Selv i dag har hun ikke nogen billeder af sin søn i sit hjem.

Så hans død var slet ikke noget, hun drømte om at skulle snakke om, når hun var på indkøb.

"Jeg var ude at købe mad i Brugsen i Nuuk," siger hun, som om geografien i Nuuk i 90'erne er almen viden. "Du ved, den som brændte ned." Atsa gik med sin indkøbsvogn, da denne unge fyr, hun kendte gennem sine kusiner fra Kangeq, kom hen til hende.

"Han sagde, 'Jeg vil gerne lige tale med dig et par minutter.' "

Det var Anda Poulsen. Det var midt mellem alle dåserne med mad, at Anda fortalte hende om sin plan. Han var i gang med at starte en støttegruppe for forældre, som havde haft børn, der begik selvmord. Han ønskede, at hun skulle komme til det første møde.

"Jeg sagde, at det var for meget, at jeg ikke kunne gøre det."

Men Anda, der var ung og optimistisk, svarede, "Selvfølgelig kan du! Selvfølgelig kan du det. Det vil hjælpe dig. Du skal få at se, at det vil hjælpe dig. Kom til mødet sammen med din mand."

"Så," husker Atsa, "Jeg ville egentlig ikke, men jeg gik til mødet."

Til det første møde mødte hun en håndfuld andre forældre, hvis sønner også havde begået selvmord.

Og jeg fandt ud af, at det var en lettelse at tale med dem.

Gruppen mødtes igen, og igen. "Det var meget tydeligt, at folk havde brug for hjælp," siger Anda. "Og ikke kun forældrene. Også folk som tænkte på selvmord." Atsa startede med at hjælpe Anda. Sammen var de værter for møder om, hvordan man kunne forhindre selvmord, møder som var åbne for alle.

Mindre end et år efter deres samtale i Brugsen havde Atsa Schmidt og Anda Poulsen besluttet at udvide idéen endnu mere. De åbnede Grønlands første nationale hotline for folk med selvmordstanker.

Det var en usædvanlig idé. De havde ikke ressourcer til at hyre professionelle rådgivere. I stedet for brugte de ressourcerne, som de havde — en midaldrende kvinde som var god til at lytte. Atsa havde slet ikke nogen uddannelse, endsige nogen eksamen i socialt arbejde eller rådgivning, men hun meldte sig til natholdet. Hun vidste, at hun kunne ende med at få flest opkald — folk ringer som regel ikke til en hotline for folk med selvmordstanker om dagen. Hun anede ikke, om hun kunne klare det.

"Jeg vidste ikke, hvad der ville ske," siger hun. "Vi anede ikke, hvad der ventede os."

Og alligevel følte hun sig sikker på, at det var bedre at gøre noget, end slet ikke at gøre noget. Atsa fortæller, at når hun tænker tilbage, så var der mange mennesker, som følte sig alene. Hun håbede, at bare det at lytte og at anerkende deres smerte ville hjælpe.

Hotlinen blev startet op på ren viljestyrke. Hver aften havde Atsa mobiltelefonen til hotlinen ved siden af sin seng. I 18 år er hun blevet vækket midt om natten og har snakket med folk med selvmordstanker. "Der var mange folk, som havde brug for hjælp. Det var tydeligt."

Mange af dem, som ringede ind, var unge mænd, som følte, at de ikke havde nogen at tale med. Mange af dem havde folk i familien eller forældre, som havde begået selvmord. Hun startede altid med at fortælle, at hun ikke var ekspert, og at hun ikke kunne give dem lægelige råd.

Men hun fortalte dem, at hun havde været igennem nogle af de ting, som de, der ringede ind, også havde gået igennem, og at hun var der for at lytte. Nogle gange læste hun en bøn i telefonen.

Stressen ved samtalerne var næsten ikke til at bære. Hendes hænder rystede; hun besvimede uden varsel. Hendes søn beklagede sig over, at hun brugte for meget energi på fremmede. Hendes mand var bekymret over, at hun ikke sov nok, over at hun arbejdede hele dagen i en børnehave og besvarede opkald derhjemme om aftenen. Efter at et alvorligt tilfælde af udslet sendte hende på hospitalet, fortalte hendes læge hende, at hun ikke måtte arbejde på hotlinen i tre måneder. Hun fulgte rådet, men efter tre måneder var hun tilbage og tog imod opkald.

"Jeg har talt med tusinder af mennesker," fortæller hun. "Selv i dag får jeg tak fra folk, jeg ikke kender." Det er personer, som har ringet anonymt til hotlinen og kender hende, selvom hun ikke kender dem.

Atsa har taget imod tusinder af opkald igennem sin tid på hotlinen, og for hende var der et klart mønster bag selvmordene på Grønland. Kærlighed, fortæller hun. Eller, tabet af den.

Vi er i hendes stue i Nuuk, omgivet af billeder af hendes børn og børnebørn. I dag er hun 72 og ved at miste synet. "Nogle mennesker vokser op med masser af kærlighed," forklarer hun, "men andre gør ikke. Og disse mennesker, som ikke fik kærlighed i deres barndom, når de så møder en partner, prøver at de at holde på ham, som om de ejer ham. De tror, at de kun kan elske denne ene person, og at han er den eneste, som nogensinde vil elske dem. Og når de går fra hinanden, føler denne person så, at livet er forbi." Atsa tænker et øjeblik. "Måske giver jeg dem lidt kærlighed."

Hendes observationer er på linje med noget, som psykologer og sociologer mener, er fundamentalt for årsagen til selvmord på Grønland. Når nogle samfund ødelægges, som Kangeq blev det, begynder familierne at bryde sammen. Der var en stigning i tilfældene af alkoholmisbrug, forsømmelse af børn og fysisk vold, som alt sammen er risikofaktorer for selvmord. Senere havde folk, som ikke fik den kærlighed og støtte, de havde brug for som børn, svært ved at klare problemerne i kærlighedslivet, og en skilsmisse eller et forhold, som ophører, kan give problemer for livet.

"Der er masser af negative konsekvenser ved en hurtig modernisering," siger den grønlandske sociolog Steven Arnfjord. "Vi står stadig med problemerne og eftervirkningerne af politikken fra '70'erne og '80'erne."

Der er også et bredere perspektiv — det tab af identitet som sker, når en kultur, i dette tilfælde inuitternes kultur, bliver dæmoniseret og nedbrydes. Når en kultur stort set elimineres på mindre end en generation, som det var tilfældet i Grønland, føler mange af de unge, at de afskæres fra de ældre generationer, men at de samtidigt ikke rigtigt er en del at den nyere. Det er især svært for yngre mænd, hvis fædre og bedstefædre var jægere, og som kæmper for at forstå, hvad det vil sige at være en urban inuitisk mand. Når de ikke har stærke familier og samfund til at hjælpe dem, så føler nogle af dem sig så overvældede og fortabte, at de tager deres eget liv.

Halvtreds år efter at selvmordsraten begyndte at stige i Grønlands hovedstad, synes den at have stagneret, selvom den stadig er fem gange højere end i Danmark. For de unge i Nuuk eksisterer smerten ved assimilationen og moderniseringen stadig, men den er mindre akut. Og der er større mentale ressourcer end før tiden, selvom de langt fra er tilstrækkelige.

Men i de mindre byer og afsides samfund, er situationen stadig dårlig.

Den værste søndag

Julius Nielsen stod lige ved siden af Pele Kristiansen den 9. januar, da Pele skød isbjørnen.

"Der var så meget adrenalin," fortæller Julius. "Jeg havde ikke nogen riffel, og jeg blev ved med at sige, giv mig din riffel!" Julius var ældre end Pele og mente, han var bedre til at skyde.

Men Pele beholdt riflen og skød bjørnen.

Julius tager sig til hovedet. "Pele var så glad." De to mænd kom fra den samme lillebitte bosættelse Tiniteqilaaq. Deres landsby var ikke fulgt med den hurtige urbanisering og havde stadig hverdagen og traditionerne fra tidligere tider, hvor jægere var helte. Det var så sjældent, at isbjørne blev skudt, at alle i byen fejrede det til ud på natten om lørdagen.

Julius vågnede søndag omkring kl. 5 om morgenen og følte sig godt tilpas. Vejret var klart nok til at tage på sæljagt. Han gav sine slædehunde mad i morgenlyset og gik ind igen for at få en kop kaffe.

Men kl. 8 ringede Peles bror.

"Dumme, dumme Pele," sagde han. "Han har taget livet af sig."

"Du laver sjov," sagde Julius.

"Kig ud af vinduet," sagde broren. Da Julius kiggede ud, kunne han se Peles ældre bror stå ved siden af sin fiskerbåd, der var indhyllet i is og lå for anker i den lille bebyggelses frosne havn.

"Han kiggede bare på mig." Julius tog sin jakke på og løb ned til isen.

"Vi havde den bedste lørdag og den værste søndag."

Julius dækkede sin vens døde krop med et tæppe og ringede til politiet. Tiniteqilaaq ligger knap 40 km fra den største by i Østgrønland, Tasiilaq. Selvom familier og jægere tager frem og tilbage mellem dem hele tiden, så er ruten mellem de to byer alligevel øde og går blandt andet over en gletsjer og kan være farlig.

Lige den weekend lå der allerede en meter sne på jorden. Det tog politibetjenten, en ung dansk mand som stadig var ny i området, hele dagen at komme fra Tasiilaq med snescooter. Da han kom frem, var det aften, allerede mørkt, og det sneede igen. Han fandt ud af, at han ikke kunne tale med den døde mands familie, som kun talte grønlandsk. Julius var nødt til at oversætte.

Politibetjenten fortalte familien, at en læge var nødt til at undersøge liget, før det kunne blive begravet. Der var ingen læger i Tiniteqilaaq, så de var nødt til at hente én fra Tasiilaq.

På det tidspunkt var sneen for dyb. Så de måtte vente på en helikopter.

De flyttede Peles døde krop til lægeklinikken, der også fungerer som byens forsamlingshus, hotel, postkontor og kirke. Sygeplejersken der var Peles tante. Hun kunne ikke få sig selv til at gøre Peles døde krop ren, så Julius gjorde det selv. Han skar Peles yndlingstrøje op langs ryggen og fik den viklet om sin vens døde legeme for at gøre ham så fin, som han kunne.

Pele Kristiansen blev begravet fredag d. 15. januar, 2016. Der kom mange folk fra Tasiilaq til begravelsen. Hele den følgende uge gik folk rundt som i en tåge og prøvede at forklare det uforklarlige for sig selv og deres familier. Julius' 13-årige søn havde elsket at være sammen med Pele. De tog ud og køre på hundeslæde og spillede videospil sammen. Han blev ved med at spørge sin far om, hvordan nogen kunne være så ulykkelig, at de tog livet af sig selv.

"Det er simpelthen umuligt at forklare," sagde Julius. Pele havde aldrig nævnt noget om, at han gik med selvmordstanker, havde aldrig forsøgt selvmord før, i det mindste ikke hvad Julius vidste af. Og alligevel var det helt sikkert, at hans død ikke var en ulykke. Han havde helt klart taget livet af sig selv. "Jeg ved ikke hvorfor, og jeg kan ikke forklare det," fortalte Julius til sin søn. "Jeg er ked at det." Han fortalte ham, at selvom det gjorde ondt lige nu, så ville han komme til at lære at leve med, at Pele var død.

Få dage senere tog den 15 år gamle Peter Pilanat livet af sig selv. Og det skabte frygt: Var det starten på en række af selvmord?

Den afsmittende effekt

Nogle gange kan selvmord starte en kædereaktion. Psykologer kalder det den afsmittende effekt — efter et nært familiemedlem eller en ven har begået selvmord, er folk, som allerede har selvmordstanker i større risiko for at begå selvmord. Derfor er rækker eller bølger af selvmord især sandsynlige i små, isolerede samfund, hvor alle kender alle. Ifølge en undersøgelse fra Grønland begik 60 % af de unge, som tog livet af sig, selvmord inden fire måneder efter der havde været et selvmord i det samme område.

Det er selvfølgelig stadig umuligt at vide, hvorfor lige denne 15 år gamle dreng i Tasiilaq tog livet af sig. Men uanset årsagen, efter to selvmord på to uger på et sted med færre end 3000 mennesker, så følte mange, at det var som om, en ond cirkel var kommet i gang igen. Det var sket før i Grønland. En bølge af teenagere havde begået selvmord i Illulissat omkring 2004. Og en række dødsfald hærgede sovesalene på skolerne i '90'erne.

Katastrofen i Kangeq.

"Når man er forælder i sådanne tilfælde, føler man sig meget magtesløs, hjælpeløs," siger Julius. To af hans børn havde gået i skole med den døde dreng. Han begyndte at overveje for sig selv, om det var sikkert at sende sine børn i skole i Tasiilaq.

Selvom Tasiilaq har en højere selvmordsrate— over 400 pr. 100.000 — end nogen anden by i Grønland, så har byen ingen psykolog. Sygeplejersker, sociale arbejdere og terapeuter der gjorde deres bedste for at rådgive folk med selvmordstanker, det samme gjorde psykologer 800 km derfra i Nuuk, som kunne tale med patienter via en videoforbindelse. Men Grønlands Sundhedsministerium indrømmer, at de ikke har nok ressourcer, og mange mennesker i Tasiilaq siger, at når de rapporterer, at et familiemedlem eller en ven har selvmordstanker, så sker der intet.

I hovedstaden Nuuk var man i Sundhedsministeriet ikke engang opmærksom på de sidste par selvmord. Men byrådet havde hørt om dem. Kristian Rosing, koordinatoren for forebyggelse mod selvmord i regionen, begyndte at ændre sine planer, i tilfælde af at han var nødt til at tage til Tasiilaq.

Det tager en dags rejse at komme fra Nuuk til Tasiilaq, først med et lille propelfly, derefter med helikopter. Flyafgangene bliver aflyst lige så tit, som de letter, og om vinteren er der kun to flyafgange om ugen. En returbillet koster omkring 1000$. "Jeg havde planlagt at besøge Tasiilaq i efteråret," siger Rosing, "men da jeg hørte om dødsfaldene, tænkte jeg, at min chef ville sende mig af sted tidligere for at lære de unge om, hvordan man tackler selvmordene. Lære dem, hvordan man forhindrer endnu et."

De første, den regionale regering sendte af sted, var sorgkonsulenter, en social arbejder og en familieterapeut. Deres opgave var at hjælpe familierne med at komme gennem de næste uger.

Espen Christiansen, en lærer på skolen, husker den første dag tilbage i skolen, efter at den 15-årige dreng havde taget livet af sig. Han så ud på den døde drengs klassekammerater og vidste ikke, hvad han skulle sige. Deres øjne var røde af gråd. "Vi var stille det meste at tiden. De talte ikke meget. Jeg troede også, at det var det mest respektfulde at være stille."

Efter frokost skrev nogle af børnene deres følelser ned i brev adresseret til deres døde klassekammerat. Christiansen hjalp dem med at lave en slags alter på Peters skolebord, med stearinlys og bånd. "Jeg fortalte dem, at de kunne gå hjem, hvis de ville, men de ville gerne blive," sagde han. "Jeg tror ikke, at de ønskede at være alene."

På dette tidspunkt var det omkring to uger siden, at Peter havde taget livet af sig. I Nuuk fortalte Rosings chef ham, at det var på tide at tage til Tasiilaq — så hurtigt som muligt.

Rosing er en ærlig mand. Han var den første til at indrømme, at han ikke er særlig kvalificeret til sit job. Hans oprindelige uddannelse var som butiksassistent, og for få år siden tog han et tre-måneders kursus i administration. Og dengang havde han allerede i mange år været ansvarlig for forebyggelsen mod selvmord i en mindre region. Han bruger det meste af sin tid på at tage ud til forskellige skoler og undervise teenagere og folk, som arbejder med børn, i hvordan man taler om selvmord.

Han var nervøs for turen. Som regel følger han en plan, som siger, at man skal tale meget åbent om selvmord, selv over for børn. Han laver øvelser, hvor eleverne skal brainstorme årsager til, hvorfor en person måske vil tage livet af sig selv, eller beder dem om at spille en person med selvmordstanker i et rollespil. Men han havde aldrig prøvet det med børn, som lige havde mistet en ven.

"De her børn, de er meget skrøbelige," sagde han. "Jeg var bekymret for, hvordan de ville reagere."

Han besluttede at bruge det, han havde, og håbede, at det ville hjælpe frem for at bringe smerte.

Teenagere på kanten

En hel måned efter Peters var død, gik Rosing rastløst rundt kl. 8:30 om morgenen bagest i salen i forsamlingshuset i Tasiilaq. Eleverne fra 10. klasse — klassekammeraterne til drengen som havde taget livet af sig selv — kunne være der lige om lidt til deres første dag med råd til forebyggelse af selvmord.

Han havde medbragt masser af brød, ost og marmelade til morgenmad til de næsten 60 unge, som han ventede. Mens de kom ind to og to, og tre og tre, smilede han tavst til dem og pegede over mod bordet fyldt med mad.

Den 15 år gamle Paul-Ib Uitsatikitseq blev nervøs, så snart han kom ind. Han tænkte stadig på sin vens begravelse, og han vidste, at han ville blive bedt om at tale om selvmord. Han spiste sit morgenbrød, fumlede lidt med sin serviet og tog så sin mobiltelefon frem.

Rosing så telefonen, gik derover og sagde. "Vil du godt lægge den væk," Og så sagde han mere venligt, "Du ved, det er vigtigt." Han lagde sin hånd på Paul-Ibs skulder, indtil drengen kom telefonen tilbage i lommen på sine jeans.

Den første opgave gik ud på at inddele folk i grupper, hvor de skulle brainstorme på årsager til, hvorfor en person ville tage livet af sig selv. De andre drenge i Paul-Ibs gruppe legede med en fodbold af papir. Paul-Ib bøjede sig over papiret og skriblede 10 årsager ned. Den første var Ensomhed. Være ensom i lang tid. Være ensom hele livet.

Som nummer tre årsag skrev han simpelthen Kærlighed.

Det var ikke alle øvelser, der gik så godt. Midt under en video om selvmord og overgreb på børn, rejste en pige sig og forlod bygningen. En lærer løb efter hende. En anden dreng nægtede at skrive eller sige noget og sad bare bagerst i rummet og stirrede på sine hænder. Efter den første dag var der over 10 børn, som ikke kom igen.

Men mange flere kom tilbage. Og efter nogle påmindelser om, at de ikke måtte sidde med hovedtelefoner på, lyttede de fleste af dem til Rosing. Hans snak handlede mere om livet end om døden. Han snakkede om, hvor hårdt det kan være at føle sig alene og trist i en lille by. Han opfordrede dem til at tale med hinanden om deres følelser, de gode og de dårlige, og så bad han dem om at lave skuespil over disse samtaler.

Den sidste dag fik eleverne diplomer, hvor der stod Deltager i kursus om forebyggelse af selvmord.

Han tænkte, at det var gået godt. Eller, i det mindste var det ikke gået helt dårligt.

Ensomt arbejde

Få uger efter sin tur til Tasiilaq sidder Rosing i sin alt for lille skrivebordsstol. Når han taler om sin tid der, lyder han trist — selvom kurset tilsyneladende var en succes og hjalp børnene til at tale om selvmord.

"Jeg tror ikke, jeg kan forhindre endnu en ung fra Tasiilaq i at begå selvmord," siger han. "Jeg tror, det vil ske igen."

Sidste år, før selvmordene skete i Tasiilaq, var Rosing tæt på at forlade sit job. "Jeg havde fået nok," fortæller han, af at tage rundt til skole efter skole, by efter by, at høre historier om smerter og tab og desperation, og så uundgåeligt senere at høre om, at endnu en ung person var død ved et selvmord. Det var udmattende og frustrerende og isolerende.

"For mig er det et meget ensomt arbejde. Selvom jeg har kolleger, så føler jeg mig alene."

Rosing siger, at for at løse de grundlæggende problemer i Tasiilaq — alkoholmisbrug, arbejdsløshed, fattigdom og forsømmelsen af børn — vil det kræve penge og arbejdskraft. For det første har byen brug for en psykolog på fuldtid, bedre uddannede lærere, flere sociale arbejdere og et seriøst jobprogram for at igangsætte unge mennesker, som vender hjem efter at have fået deres uddannelser andre steder.

Det samme gælder alle andre byer i Grønland. Alle omkring 100 af dem som ligger spredt rundt langs kysten på klodens største ø.

"Tyve år," tænker han. "Hvis vi gør alt, hvad vi kan, vil det tage 20 år." Så lang tid vil det tage at få problemet med selvmord under kontrol i Grønland. Tyve år, før det som skete i Kangeq for længe siden, ikke mere vil ske i Grønland.

Det er noget, Anda prøver på ikke at tænke på til hverdag. Han har altid travlt, enten med sit arbejde som familieterapeut, eller når han er sammen med sine tre børn. "Der er altid familier, som har brug for hjælp," fortæller han. "Plus, jeg har min egen familie. Mine egne børn at tage mig af. Det er stressende."

For nogle få år siden fandt Anda Poulsen en overraskende måde, hvorpå han kunne få afløb for sin stress. Mere end to årtier efter at han tvang sig selv til assimilere, genfandt Anda de traditionelle, inuitiske trommedanse, som handler om det at jage, at være tæt på havet, og han startede en gruppe kaldet Nuuk Trommedansere. I dag danser og synger han mindst en gang om ugen med sin sælskindstromme. "Når jeg føler mig trist eller vred, danser jeg trommedans," fortæller han.

I sin søgen på vej fremad har Anda Poulsen genfundet en forbindelse til fortiden.

Og han håber, at hans børn vil få mulighed for at udtrykke deres inuitiske identitet på en måde, som han ikke fik lov til.

"Jeg tror, at fremtiden vil blive bedre og bedre for dem."

Om sommeren tager Anda sine børn med tilbage til Kangeq, hvor anløbsbroen fra kolonitiden er ved at falde sammen, og den gamle butik står tom. Nogle gange, når de fisker og leger rundt mellem de forladte huse, tager han sin tromme med op på en bakke, lukker sine øjne og danser.

Yderligere noter

Rebecca Hersher har tilbragt 10 uger i Grønland udsendt af NPR (National Public Radio, en amerikansk nonprofit medieorganisation). Tekst og lydklip til denne artikel er redigeret af Alison MacAdam, Marc Silver og Vikki Valentine. Billedmaterialet er redigeret af Ben de la Cruz, Malaka Gharib og John Poole. Yderligere bidrag og oversættelser af Nina-Vivi Andersen, Sara Jakobsen og Angutimmarik Josefsen. Denne artikel er blevet til med hjælp fra The John Alexander Project, som støtter udenlandske studier af oversete dele af verden.